Ekspert: Vesten har tabt fortællingen om krigen i Ukraine

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på et friskt studie i det amerikanske tidsskrift Global Policy, som analyserer kampen om den strategiske fortælling i krigen i Ukraine. Forfatteren når til den – set med Ukraines og Vestens øjne – foruroligende konklusion, at den russiske fortælling om krigen har vundet slaget om de syv milliarder sjæle, der udgør befolkningen i det globale flertal, altså den del af verden, som ikke er allieret med Vesten.

Det har ifølge artiklens forfatter haft den konsekvens, at Rusland fortsat kan handle med det meste af verden, og på ingen måde er blevet isoleret, snarere tværtimod, mens præsident Zelenskyjs fredsplan, som indebærer en russisk tilbagetrækning fra alle besatte og annekterede områder, står stadigt svagere i den globale offentlighed. Det bekræftes af en brasiliansk-kinesisk fredsplan, som stiltiende accepterer centrale elementer af den russiske fortælling om krigen.

God fornøjelse.

 

The Economy, stupid!

Vi begynder i 1992 og et helt andet sted på kloden, nemlig med den amerikanske valgkamp, hvor Bill Clintons chefstrateg for at mobilisere sine medarbejdere hængte tre paroler op i valgkampagnens hovedkvarter i Little Rock, Arkansas, hvor Clinton var guvernør, før han blev præsident. De to af de tre paroler er glemt, men den tredje viste sig så effektfuld, at det er blevet til et fast udtryk, som efterhånden kan bruges om hvad som helst.

Det lyder ”The Economy, stupid!” – som betyder noget i retning af, at det er økonomien, vi skal fokusere på, tumper.

Clinton vandt som bekendt valget i 1992, selvom den siddende præsident, George Bush senior, året før, altså efter USA’s sejr i Den Første Golfkrig, havde haft 90 procent af amerikanernes opbakning til sin politik. En væsentlig del af forklaringen på Clintons sejr var en økonomisk recession, som betød, at støtten til Bush var blevet reduceret til omkring en tredjedel to måneder før valget. Så det var altså helt rigtigt set af chefstrateg James Carville at sætte fokus på økonomien og tale om, hvor skidt det stod til med amerikanernes pengepung.

 

It’s the narrative, stupid!

Jeg kom i tanke om denne episode i forbindelse med krigen i Ukraine, hvor et af Vestens og Ukraines store problemer er, at det globale flertal, altså de syv milliarder mennesker, der ikke lever i Vesten og ikke er allieret med USA, ikke har travlt med at abonnere på den vestlige fortælling om krigen.

Selvom Ukraine og Vesten insisterer på at have folkeretten på sin side og på, at Rusland har krænket de internationale spilleregler, som hele verden har tilsluttet sig, og som er grundlaget for samarbejde og samkvem mellem de 193 stater, der har sæde i FN, er opbakningen til deres fortælling efter 934 dages krig mindre, end da Rusland i februar 2022 indledte sin invasion.

Så hvis man skulle tage kampråbet fra Bill Clintons valgkamp og tilpasse det til krigen i Ukraine, ville det lyde: It’s the narrative, stupid! Det er fortællingen, den er gal med, I tumper!

 

Ukraine vandt informationskrigen i Vesten

Den udvikling kommer sikkert bag på en del i vores del af verden, fordi Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj har været en yderst effektiv kommunikator. Han har taget parlamenter og opinionen i den vestlige verden med storm, når han har skullet mobilisere offentligheden for sin sag. Ikke et øje har været tørt, når Zelenskyj ved hjælp af eksempler fra de enkelte landes egen historie har gjort det let at spejle sig i ukrainernes lidelser og kamp. Længe har det været en udbredt opfattelse, at Ukraine havde vundet informationskrigen eller slaget om fortællingen om krigen med flere længder. Men det var altså kun tilfældet i Vesten, og det er yderst tvivlsomt, om det nu om dage rækker, for Vesten er ikke, hvad det har været.

En af de ting, der slog mig, da jeg sidste år læste den amerikanske journalist Simon Shusters biografi om Zelenskyj, var præsidentens og hans inderkreds’ forståelse af krigen som en tv-serie, hvor det gælder om at fastholde publikums opmærksom med greb fra fiktionens verden og vække folks følelser ved hjælp af stærke fortællinger, som ikke altid afspejler, hvad der foregår i virkeligheden, men som har en appel, der vinder hjerter og sjæle.

 

Ingredienser til en god fortælling

Den ukrainske udenrigsminister Dmytro Kuleba forklarede det i biografien om Zelenskyj – The Showman hedder den. Kuleba sagde, at Ukraine for det første var nødt til at få det til at se ud, som om man vandt krigen, for folk elsker vindere og er ligeglade med tabere.

For det andet skulle Ukraine fra tid til anden foretage sig noget overraskende og spektakulært, eftersom man ikke kan fastholde folks opmærksomhed og engagement, hvis krigens gang får et rutinemæssigt præg.

For det tredje, sagde Kuleba ifølge den amerikanske journalist, skulle Ukraine i sin fortælling om krigen have en hovedperson, som publikum kunne følge hele vejen gennem historien. Den rolle passede Zelenskyj perfekt til i sin let genkendelige og konstante uniform-grønne påklædning, der mindede publikum om, at her taler en leder, som går forrest i forsvaret af sit land. Endelig skulle Ukraine ifølge udenrigsminister Kuleba for det fjerde overordnet set have en god historie at tilbyde den internationale offentlighed. Den formede sig som en fortælling om, hvordan de onde angriber de gode, hvordan den store kaster sig over den lille, og hvordan den gode og den lille i sidste ende slår fra sig og giver den store tæv.

Det var også en historie om, hvordan et demokrati forsvarer sig mod et diktatur, og hvordan hele Vestens overlevelse står og falder med Ukraines evne til at forsvare sig og vinde krigen.

 

Professionelle historiefortællere

Brugen af fiktionens fortællegreb i informationskrigen var naturligt for Zelenskyj og hans inderkreds, eftersom mange af dem har en fortid som manuskriptforfattere, filmproducere og skuespillere i selskabet Kvartal 95, som stod bag Zelenskyjs tv-serier og underholdningsprogrammer, før han gik ind i politik. De ved bedre end nogen propagandist i Kreml, hvordan man antænder publikums følelser, inspirerer og fanger folks opmærksomhed.

 

Svigtende succes uden for Vesten

Ukraines fortælling har som nævnt været en gigantisk succes i Vesten, hvor den har fået borgere og politikere til at støtte Ukraine i et omfang, som ingen havde kunnet forestille sig før den russiske invasion. Trods økonomisk svære tider for befolkningen i Vesten og udtyndede lagre af ammunition er bistanden fortsat med at flyde til Kyiv, og det skyldes i vid udstrækning den ukrainske fortælling.

Til gengæld har denne fortælling ikke haft den samme gennemslagskraft i resten af verden. Hvad skyldes det mon?

Det hænger nok sammen med, at Zelenskyjs fortælling har været rettet mod de lande, der skulle hjælpe Ukraine med våben og penge, først og fremmest USA og EU, hvor billedet af Rusland som indbegrebet af det onde af historiske årsager har lettere ved at vække genklang hos politikere og borgere. Ukraines problem er, at resten af verden ikke ser Rusland og Putin på samme måde, så Zelenskyjs og Vestens fortælling har ikke samme tiltrækningskraft på det globale flertal.

 

Vesten har tabt kampen om fortællingen

Det fremgår af et nyt studie i tidsskriftet Global Policy af den amerikanske forsker Hilary Appel fra Claremont McKenna College i Californien.

Appel har undersøgt den russiske fortælling om krigen og set på, hvordan den er blevet modtaget i Sydafrika, Kina, Indien og Brasilien, altså de fire lande, der udgør kernen i BRICS-samarbejdet, som tilsammen har en befolkning på tre milliarder mennesker. Ifølge Appel har Vesten tabt slaget om den strategiske fortælling til Rusland, som har fortalt en historie med bred appel til Det Globale Syd, selvom de alle anerkender, at Moskva har forbrudt sig mod folkeretten og krænket et fundamentalt princip i international politik, nemlig princippet om anerkendte grænsers ukrænkelighed. Kreml har konstrueret sin krigsfortælling så effektivt, siger Appel, at den internationale modstand mod Ruslands krænkelse af folkeretten har været begrænset.

Ifølge Hilary Appel griber politiske aktører til strategiske fortællinger med det formål at øve indflydelse på andre. Strategiske fortællinger forklarer begivenheder på linje med ideologier, teorier og overbevisninger og peger frem mod de handlinger, som fortællingen skal retfærdiggøre. Strategiske fortællinger forklarer med andre ord verden, sætter ting på plads med henvisning til vores egen erfaring, og fortæller os, hvordan vi skal agere og reagere.

 

Den russiske fortælling

Og hvordan ser den russiske fortælling så ud?

Putins fortælling slår på, at USA og NATO i løbet af de seneste 25–30 år skridt for skridt har afmonteret det europæiske sikkerhedssystem og systematisk ignoreret Ruslands legitime interesser, og at det har bidraget til en situation, hvor alle er blevet mindre sikre.

Mens Ukraine og Vesten har peget på, at Rusland er skurken og den magt, der forbryder sig mod folkeretten og optræder revanchistisk og imperialistisk, så har Kreml fortalt den modsatte historie, nemlig at Moskva med invasionen af Ukraine har reageret på Vestens årelange krænkelser af folkeretten båret af imperialisme og diktat, som har ført til destabilisering og konflikt overalt, hvor Vesten har blandet sig, og i virkeligheden skal det ses som en naturlig fortsættelse af Vestens kolonialisme i det 19. og 20. århundrede. Det er, lyder det ifølge Kreml, denne destruktive linje, man forsøger at sætte en stopper for i Ukraine.

Hilary Appel påpeger, at Rusland i den forstand har forvandlet krigen mod Ukraine til en strategisk fortælling om kampen mod USA’s overherredømme og ambition om fortsat dominans og monopol på retten til at bruge militær magt i verden, mens Rusland slås for en mere retfærdig og multipolær verdensorden.

Hilary Appel sammenfatter billedet på denne måde:

”Vestens beskrivelse af Ruslands udenrigspolitik som revanchistisk og imperialistisk er blevet overskygget af Moskvas succesfulde vinkling af sine handlinger som drevet af behovet for at slå igen mod Vestens imperialistiske tendenser og USA’s ønske om en unipolær verden.”

 

BRICS-lande køber Putins fortælling

Derpå undersøger Appel, hvordan Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien konkret har reageret på krigen, og her løber det som en rød tråd gennem de fleste erklæringer, at Vestens ekspansive kurs med gentagne udvidelser af NATO og tilsidesættelse af det, Rusland ser som sine legitime sikkerhedsinteresser, er konfliktens hovedårsag.

Med andre ord: De har købt Ruslands fortælling.

 

Kina

Det er kommet bag på flere i Vesten, fordi især Kina i lyset af konflikten om Taiwan lægger vægt på respekten for internationalt anerkendte grænser. Mange troede, at Kina ville forholde sig neutralt og måske ligefrem lægge pres på Rusland for at få Putin til at trække sig ud af Ukraine. Ikke mindst efter Kina i oktober sidste år klart fordømte Israels invasion af Gaza som reaktion på terrorangrebet fra Hamas.

Det er imidlertid ikke sket, og Appels gennemgang af officielle kinesiske udtalelser lige fra krigens første dag viser, at Beijing har accepteret den strategiske fortælling, som er kommet fra Moskva.

Således sagde Kinas udenrigsminister Wang Yi kort efter den russiske invasion:

”I lyset af NATO’s fem udvidelsesrunder mod øst bør Ruslands legitime krav til sikkerhed tages alvorligt og håndteres ordentligt.”

En talsperson for det kinesiske udenrigsministerium fulgte op med denne erklæring i slutningen af april 2022:

”USA har brudt sine løfter og har ufortrødent fortsat sin udvidelse af NATO mod øst, og bærer derfor hovedansvaret for udbruddet af Ukraine-krisen.”

Kinas præsident Xi Jinping gentog denne kritik på BRICS-topmødet i juni 2022, hvor han beskyldte ”visse lande” for at ekspandere sine militære alliancer og på den måde forårsage konflikt.

Den kinesiske ambassadør, som i 2023 bevæbnet med Beijings plan for en afslutning på krigen indledte en rundrejse for at sondere mulighederne for en fredelig løsning, gjorde det klart, at det er nødvendigt at tage hensyn til alle parters sikkerhedsbehov, hvorpå han udtrykte sympati for den russiske fortælling ved at identificere NATO som en årelang trussel mod Ruslands sikkerhed, og han drog en direkte parallel mellem udvidelsen af NATO og placeringen af sovjetiske raketter på Cuba i 1962, hvor USA og Sovjetunionen befandt sig på randen af en atomkrig.

Endelig har Kina peget på USA’s dobbeltmoral og hykleri i forhold til Ruslands ageren i Ukraine, når Washington selv har indledt krige på Balkan, i Mellemøsten og andre steder.

 

Indien

Så er der Indien, som er en vigtig partner for USA i Asien, og som i stigende grad gør sig gældende internationalt. Indiens premierminister Narendra Modi har hudflettet Vestens sanktioner mod Rusland med henvisning til, at det begrænser andre landes muligheder for at importere og eksportere de varer, man ønsker. Den kritik ligger i direkte forlængelse af den russiske fortælling om, at man forsøger at gøre op med USA’s overherredømme og diktat. I Indiens tilfælde gælder det især import af russisk olie, og det har landets energiminister forsvaret med, at indtægtsniveauet for den indiske befolkning er så lavt, at man er nødt til at købe olie til den mest attraktive pris, uanset hvor man kan finde det.

Den skarpeste kritik af Vestens kurs over for Rusland er kommet fra Indiens udenrigsminister Jaishankar, der i øvrigt har en fortid som ambassadør i både Beijing og Washington. Han noterede om den vestlige fortælling:

”Indiens tålmodighed er begrænset, når det gælder amerikanske og europæiske fortællinger, som både er nærsynede og hykleriske (…) Europa og Washington har måske ret i, at Rusland krænker menneskerettighederne i Ukraine, men vestlige magter har gennemført lignende voldelige, uretfærdige og udemokratiske interventioner – fra Vietnam til Irak. New Delhi er derfor ikke interesseret i vestlige opfordringer til at isolere Rusland. Indien er i sin fulde ret til at arbejde med alle for at styrke sig selv og for at håndtere verdens fælles udfordringer.”

Det hører med til historien, at både Indien og Brasilien har en fælles erfaring med vestlig imperialisme – ikke russisk imperialisme – som gør dem mere modtagelige for den fortælling, der identificerer et ekspansionistisk USA og Europa som ansvarlige for krigen. Desuden har Rusland længe støttet Indiens krav på de omstridte regioner i Jammu og Kashmir i landets årtier lange konflikt med Pakistan, som flere gange har resulteret i direkte krig, så det er også en del af forklaringen på Indiens syn på krigen i Ukraine – sammen med Indiens bekymring for Kina, som man ikke vil have alt for tæt på Rusland.

 

Sydafrika og Brasilien

Endelig er der Sydafrika og Brasilien, hvis ledere ved flere lejligheder har gentaget den russiske fortælling om, at NATO-udvidelserne mod øst er krigens egentlige årsag. Således sagde Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa i foråret 2022 i en tale til sit parlament:

”Krigen kunne være undgået, hvis NATO gennem årene havde lyttet til advarslerne fra sine egne ledere og embedsmænd om, at udvidelserne ville føre til større ustabilitet i regionen.”

Sydafrikas udenrigsminister fordømte i første omgang den russiske invasion og opfordrede til en umiddelbar tilbagetrækning af de russiske styrker, men året efter skiftede hun holdning og erklærede, at hun i lyset af den massive militære støtte fra Vesten til Ukraine havde været naiv. Den pointe blev yderligere understreget af en samtidig militær øvelse med deltagelse af Rusland, Kina og Sydafrika.

Et lignende mønster gentog sig i Brasilien, hvor landet i marts 2022 i FN støttede fordømmelsen af Rusland, men året efter undlod man at stemme for en lignende FN-resolution. Både præsident Jair Bolsonaro og hans efterfølger Lula da Silva har givet Vesten og Ukraine skylden for krigen, selvom de indenrigspolitisk befinder sig på hver sin fløj.

 

En frustreret Zelenskyj

De konkurrerende strategiske fortællinger giver sig også udtryk i forskellige syn på, hvordan krigen skal afsluttes og på hvilke vilkår. Kina og Brasilien har i fællesskab præsenteret en plan, der består af seks punkter, og som foreslår en våbenhvile langs den aktuelle frontlinje, ingen provokationer og udvidelse af slagmarken og ingen brug af atomvåben eller andre masseødelæggelsesvåben.

Desuden ønsker Kina og Brasilien en fredskonference, som anerkendes af både Rusland og Ukraine med lige deltagelse af alle parter, og med en fair debat om alle fredsplaner. Den brasiliansk-kinesiske fredsplan kritiserer også opdelingen af verden i økonomiske og politiske blokke, en slet skjult henvisning til Vesten og sanktionspolitikken. Kina påstår, at planen har fået direkte opbakning fra 26 lande, mens 110 vurderer den positivt.

Den kinesisk-brasilianske plan strider direkte mod Ukraines krav om, at en fredelig løsning forudsætter en russisk tilbagetrækning fra alle annekterede og besatte dele af Ukraine, og den baserer sig på en forståelse for den russiske fortælling.

Præsident Zelenskyj havde derfor svært ved at skjule sin frustration, da han i den forgangne uge gav et interview til den brasilianske avis Metrópoles. Han kaldte den kinesisk-brasilianske plan for destruktiv og beskyldte den brasilianske regering for at være pro-russisk og for at have aftalt det politiske udspil med Moskva på forhånd. Zelenskyjs udtalelser var forfriskende udiplomatiske, men det er nok tvivlsomt, om det vil få Brasilien og Kina til at dæmpe deres forståelse for den strategiske fortælling, som Rusland altså ifølge Hilary Appel i de seneste to år med succes har kommunikeret til Det Globale Syd.

I går eftermiddags reagerede det kinesiske udenrigsministerium og minister Wang Yi da også på Zelenskyjs kritik. Først sagde en talsperson:

“Kinas og Brasiliens fredsinitiativ har fået en positiv reaktion fra flere end 110 lande. Derfor vil vi fortsat insistere på en politisk løsning af den ukrainske krise.”

Og derpå tilføjede udenrigsminister Wang Yi med et ordvalg, der næppe har vakt begejstring i Kyiv:

“Kina har altid indtaget en objektiv og retfærdig position i det ukrainske spørgsmål, og Kina vil fortsætte arbejdet med at fremme balancerede, objektive og rationelle stemmer i det internationale samfund for at opnå større international konsensus og for at etablere de nødvendige betingelser for en hurtig våbenhvile og afslutning på krigen.”