I går markerede den officielle danske kalender store bededag for sidste gang. Da biskop Hans Bagger indførte helligdagen i 1686, var hensigten, at den skulle bruges til bod, bøn og faste – aktiviteter, der på den ene eller anden måde skulle fremme forladelsen af vores synder, tvinge os til at se vores brister og begrænsninger i øjnene og måske gøre os til bedre mennesker.
Al handel og beværtning lukkede ned aftenen før, og i løbet af den særlige bededag ringede kirkeklokkerne ind til hele tre gudstjenester.
Som en sidste tribut til store bededag har jeg læst den rumænsk fødte amerikanske filosof Costica Bradatans nye bog om nødvendigheden af at lovprise fiaskoen og nederlaget som en vej til ægte ydmyghed. Ikke fordi det i sig selv har værdi at dyrke sine mangler og begrænsninger, men fordi en mere realistisk vurdering af den enkeltes plads i verden kan bane vej for vigtige indsigter.